Hvad er blister?

Blister er åbne sår i mundens slimhinder. Blister kan opstå i alle aldre og hos begge køn, men har dog en tendens til at forekomme i alderen 10-40 år og hyppigere hos kvinder.

Måske har du aldrig hørt om blister, men til gengæld hørt tale om blæner, blegner eller after. Blister i munden kaldes nemlig mange ting, men uanset hvilke betegnelser du løber ind i, er der tale om den samme type sår i munden.

Sådan kan du genkende blister

Den nemmeste måde at kende blister på er ved ømheden. Blister forårsager en utrolig sviende og brændende smerte, og smerterne og ømheden kan du ofte mærke, allerede inden der er opstået et egentligt sår i munden.

Blister kan være både små og store. De har typisk en diameter på mellem 5-10 mm, men de kan også sagtens være både større og mindre. Sårene er som regel ovale og kan variere i farve. De er enten hvide eller gule, men næsten altid omkranset af en hævet rød rand.

Blister heler af sig selv

Uanset om du har en stor eller mindre blist, vil såret hele af sig selv. Hvor længe generne står på, afhænger af blistens størrelse. Store blister vil være længere tid om at hele end små blister, men under alle omstændigheder vil de forsvinde af sig selv. Helt små blister tager typisk et par dage om at hele, mens de lidt større normalt er i udbrud i 7-14 dage.

Hvis du vil hjælpe helingsprocessen godt på vej, skal du sørge for at børste dine tænder grundigt to gange om dagen. Sørg for at komme hele vejen rundt i munden, så så mange bakterier som muligt børstes væk. Derudover er det en god idé at skylle munden med mundskyl for at holde såret rent.

Der kan være flere forskellige grunde til, at du får blister i munden. Det er ofte svært at pege på én bestemt udløsende faktor, men i det følgende kan du læse om hyppige årsager til blister. Du er altid velkommen til at søge personlig vejledning hos en dygtig tandlæge med stor viden om blister.

10 ting der kan udløse blister

  1. Allergi over for fødevarer – fx peanuts, tomater og kaffe
  2. Bakterier og viras forstyrrelser af immunforsvaret
  3. Stress
  4. Hormonelle forandringer – fx menstruation, graviditet og overgangsalder
  5. Arvelige forhold – tilbøjeligheden til blister er arvelig
  6. Vitaminmangel
  7. Rifter i slimhinderne – fra fx skarpe madvarer eller for hård tandbørstning
  8. Bid i tungen eller kinderne
  9. Tandpasta med natriumlaurylsulfat
  10. Visse lægemidler


Smilklinikken
Jyllingecentret 41
4040
Jyllinge
46730330